SYNOPSIS
Familien Guerrasio og deres venner er samlet for at fejre Claudio og Carmelas ældste datters 18-års
fødselsdag. Fødselaren og hendes 15-årige lillesøster, Chiara, konkurrerer mod hinanden på dansegulvet -
det er en sjov aften og den tætknyttede familie er i topform. Alt ændrer sig dog den næste dag, da faren
forsvinder sporløst. Chiara starter en eftersøgning og i takt med at hun kommer tættere på sandheden,
bliver hun tvunget til at beslutte sig for hvilken slags fremtid hun selv vil have.
OM FILMEN//
CHIARAS VALG er Jonas Carpignanos tredje film om den syditalienske by Gioia Tauro, som han har belyst ud
fra tre perspektiver, de afrikanske migranter i MEDITERRANEA og det lokale roma-samfund i A CIAMBRA.
CHIARAS VALG er en rørende og velspillet coming-of-age film om en tætknyttet familie og set fra
teenagedatteren Chiaras vinkel. Filmen har ligesom Carpignanos tidligere film i trilogien ikke professionelle
skuespillere på rollelisten, men derimod spilles alle rollerne af helt almindelige mennesker og
nøglekaraktererne fra de to tidligere film optræder også i CHIARAS VALG. Chiara spilles af den unge Swamy
Rotolo i en meget overbevisende præstation og hendes familie på lærredet spilles af Swamys rigtige
familie. Filmen er kommet godt fra start med nomineringer til flere priser på en række internationale
filmfestivaler, og den internationale presse har også givet CHIARAS VALG flotte ord med på vejen.
INTERVIEW MED INSTRUKTØR JONAS CARPIGNANO//
Betragter du CHIARAS VALG som den tredje del af et triptykon, som startede med MEDITERRANEA (2015)
og senere A CIAMBRA (2017)?
Ja. Jeg ankom til Gioia Tauro i 2010. To afrikanske migranter var lige blevet overfaldet og havde fået tæsk,
hvilket resulterede i voldelige optøjer som var omdrejningspunktet i A CHJÀNA, kortfilmen som jeg
instruerede før jeg lavede MEDITERRANEA. Kort tid derefter flyttede jeg dertil og senere lærte jeg Pio at
kende og det lokale Roma-samfund, som jeg senere filmede i min anden spillefilm, A CIAMBRA. Til at
begynde med i 2010, havde jeg endnu ikke fået idéen til at lave et triptykon af film, jeg ville bare vide mere
om optøjerne. Efter kort tid vidste jeg dog at jeg ville lave tre film, set fra tre perspektiver, om denne lille
by. Den første film skulle være om det afrikanske samfund, den anden film om Roma-samfundet, der
førhen levede nomadiske, omrejsende tilværelser, men som blev fastliggere og slog sig ned i Gioia Tauro.
Og afslutningsvist, en film om ”Malavita1”, om menneskerne, der er involverede i undergrundsøkonomien,
der er skabt af mafiaen. Jeg vidste at jeg ville lave disse tre film, uden egentlig at vide hvilken form de ville
tage, men jeg husker at jeg færdiggjorde det første udkast til CHIARAS VALG bare tre uger før jeg begyndte
på optagelserne til A CIAMBRA i 2016.
Over tre film er den lille by Gioia Tauro et slags laboratorium for globaliseringen.
Gioia Tauro er uden tvivl et mikrokosmos af en større social og økonomisk tendens, der i denne tid ofte
kaldes globalisering. Jeg tror den eneste måde at opnå noget universelt på er ved at være præcis, intim og
lokal. Denne by har noget helt særligt i form af den måde disse fænomener krydser hinanden. Der findes en
undergrundsøkonomi, den store fattigdom bliver ignoreret af staten, og oveni i alt dét er der
masseankomsten af migranter. Før 2012 var der nærmest ingen der talte om byen, og det var da at jeg
lærte Koudous Seihon at kende og hørte om hans hårde dagligdag siden han var sejlet over Middelhavet fra
1 ”Malavita”: kriminelt liv, mafia-liv
Afrika. Hans virkelighed, hans oplevelse og hans venners blev til virkeligheden i filmen. Med A CIAMBRA og
CHIARAS VALG var processen den samme.
I CHIARAS VALG møder vi nogle af karaktererne fra dine tidligere film.
Det var aldrig mit ønske at lave én stor film der kunne kombinere disse tre aspekter af livet i Gioia Tauro:
migranterne, Romaerne og mafiaen. Mit ønske var at fortælle om individer og ikke generiske subjekter.
Samtidigt ville jeg også gerne insinuere at der var en overordnet forbindelse mellem filmene, ved at få
nogle af karaktererne til at gå igen i hver film, selv hvis det kun er en hel kort optræden. Derfor var det
indlysende for mig at hvis jeg skulle lave denne pointe, så skulle karaktererne fra mine andre to film, Ayiva
fra MEDITERRANEA samt Pio og hans kusine Patatina fra A CIAMBRA, optræde i min tredje film, CHIARAS
VALG.
Hvordan mødte du Swamy Rotolo, der spiller Chiara?
Jeg var ekstremt heldig. I 2015, da jeg var i gang med forberedelserne til A CIAMBRA og vi foretog en
casting til en bestemt scene på skolen, der krævede statister, der mødte Swamy op sammen med sin tante.
Hun var 9 eller 10 år gammel dengang. Jeg var lige blevet færdig med manuskriptet til CHIARAS VALG, og
med det samme jeg så Swamy vidste jeg at hun var Chiara. Jeg kendte tilfældigvis hendes tante, fætre og
kusiner og hele familien meget godt. Over årene så jeg hende vokse op og jeg var aldrig i tvivl om at hun
skulle spille Chiara. Gioia Tauro er en lille by og jeg så hende ofte nede på strandpromenaden når hun
spiste is med sine venner eller pizza med sin far. Jeg lærte hende bedre at kende og omskrev manuskriptet
med hende i tankerne. I filmen er alle karaktererne hendes rigtige familie.
Hvordan skrev du manuskriptet? Kan du beskrive hvordan du arbejdede under optagelserne?
Alt omkring familien er ægte, men jeg placerede dem i en fiktiv narrativ struktur. Derfor var det ikke svært
at få dem til at spille skuespil, fordi det var scener der viser noget de allerede har oplevet. Swamy har
selvfølgelig aldrig haft en konfrontation med sin far omkring mafiaaktiviteter som i filmen, men hun har
haft sammenstød med ham om andre emner, så det var let for hende at trække på erfaringer fra de
situationer.
på blodsbånd og familie, i ordenes strengeste betydning. Det er umuligt at blive en del af en klan hvis ikke
man har blodsbånd med en af dets medlemmer. Derfor er der aldrig nogen stikkere i denne
mafiagruppering, fordi ingen stikker sin egen familie. For at bryde denne onde cirkel har staten og de
sociale myndigheder i Calabrien besluttet sig for at tvangsfjerne børn fra disse familier indtil de fylder 18 år.
I bedste fald for at give børnene en chance for et andet liv. På den ene side forstår jeg godt logikken bag
denne lov og hvordan det kan være effektivt, men når det er sagt, så har jeg altid været meget skeptisk
overfor denne tilgang, fra et emotionelt standpunkt. Da jeg boede i Gioia Tauro så jeg den omfattende
emotionelle effekt det havde på en 10-årig pige, hvis liv pludselig ændrede sig, da hendes far blev
arresteret. Jeg glemmer aldrig hendes ansigt da det gik op for hende at hun ikke ville se sin far igen i meget
lang tid, og hvilken betydning det ville få for hendes familie. Jeg har også været i kontakt med mennesker,
der var en del af dette indsatsprogram og det har dannet baggrund for filmens synspunkt på loven. Jeg
vidste dengang at den bedste måde at fortælle om min tvivl og skepsis omkring loven var set fra en ung
piges synspunkt. Mafiaen har en meget patriarkalsk struktur, hvor fædre overdrager magten til deres
sønner, nevøer osv. Ved at lave denne film fra en piges synspunkt gjorde det os i stand til at undgå de
forudindtagende idéer man har om mafiafamilier, og at vi kunne fortælle historien fra en families
synspunkt, ikke bare en mafiafamilie, men en familie.
Kan vi definere CHIARAS VALG som en film, der handler om det mod der kræves af en for at se
sandheden i øjnene?
Det er en film om familie, om far-datter relationer. Det er en film, der taler om hvordan folk lærer at finde
deres eget moralske kompas, og hvordan de lærer at navigere i deres omgivelser. Hvis jeg skulle finde en
rød tråd i mine tre film, så ville det være dét.
Interviewet er foretaget af Elisabeth Lequeret og oversat fra engelsk.
FAKTA OM LOVGIVNINGEN FRA FILMEN//
I det sydlige Italiens Calabrien-region iværksatte staten og de sociale myndigheders et nyt indsatstiltag ved
at tvangsfjerne børn under 18 år i mafiafamilier og anbringe dem i plejefamilier i det nordlige Italien for at
give dem en ny chance, for et liv uden kriminalitet. Siden 2012 er mere end 80 børn og unge blevet
tvangsfjernet fra ’Ndrangheta-mafiafamilier som følge af denne lovgivning. ’Ndranghetaen er en kriminel
organisation, der er baseret udelukkende på blodsbånd og hvor drengebørn ofte arver deres fars plads i
organisationen, mens pigebørn senere hen bliver gift med andre medlemmer af mafiaen. Myndighederne
bag lovgivningen ønskede altså at give børnene et valg om et andet liv.
Kilde: artikel i Weekendavisen, skrevet af journalist Morten Beiter, https://www.weekendavisen.dk/2019-
48/kultur/en-doer-i-moerket
OM INSTRUKTØR JONAS CARPIGNANO//
Jonas Carpignano voksede op mellem Rom og New York. Efter at have vundet priser for to kortfilm ved den
68. udgave af Filmfestivalen i Venedig og ved Critics’ Week i Cannes i 2014, instruerede han sin første
spillefilm, MEDITERRANEA, som blev vist på Filmfestivalen i Cannes i 2015 (Critics’ Week).
Jonas’ anden spillefilm, A CIAMBRA, fik premiere i 2017 ved Director’s Fortnight i Cannes. CHIARAS VALG er
hans tredje spillefilm og den blev også vist ved Director’s Fortnight i Cannes (2021), og filmen er det
afsluttende kapitel i hans trilogi om den lille by Gioia Tauro, beliggende i det sydlige Calabrien, hvor alle tre
film også er optaget.
FILMOGRAFI//
Manuskriptforfatter-Instruktør
Chiaras valg, 2021, feature
A Ciambra, 2017, feature
Mediterranea, 2015, feature
A Ciambra, 2014, short
A Chjàna, 2012, short
Bayou Black, 2011, short
Resurrection Man, 2010, short
La Casa d’Argento Bava, 2006, short
CITATER FRA INTERNATIONAL MEDIER//
“Instantly engaging. A Chiara lifts the director’s scrappy neo-neorealism to another level, showing him
increasingly in command of the medium and physically entrenched in the milieu he continues to explore in
fascinating detail. His most accomplished, polished and affecting film to date though it still maintains
enough grittiness and rough edges to fit the material. Again coaxing impeccably unselfconscious
performances out of nonprofessional actors... There’s a new urgency to the drama once it kicks in, a more
haunting intimacy that comes in no small part from the churning depths of Rotolo’s central performance. A
shattering climax.”
David Rooney, THE HOLLYWOOD REPORTER
“Carpignano’s focus on 15-year-old Chiara (a radiant Swamy Rotolo) is a natural way of prepping the
audience’s sympathies, but he aims beyond easy generational assumptions, and even more noticeably than
in his sophomore work, he’s imbibed some lessons from Martin Scorsese in refusing to presume a
judgmental stance. A Chiara will likely expand the director’s visibility and send people back to watching his
earlier features.”
Jay Weissberg, VARIETY
“Carpignano’s anthropological inquests take the shape of a coming-of-age plot for steely-eyed fifteen-year-
old Chiara (Swamy Rotolo, a dead ringer for Dixie D’Amelio charged with the steady intensity of Monica
Bellucci). To avoid the sensational appeal discordant to his neorealist ethic, Carpignano leaves much of the
violence offscreen, a deft choice that also places us in line with Chiara’s fearful curiosity about what went
down and what it means. A Chiara caps off Carpignano’s Calabrian triptych in unexpected fashion by
orienting itself around a less-marginalized population, reenergizing his style from the brink of stagnation in
confronting questions of power that haven’t cropped up before. He’s not quite deconstructing the gangster
picture, but he succeeds in draining all its allure. We can see this demimonde through the accessible
vantage of an outsider, horrified and yet drawn in all the same.”
Charles Bramesco, THE PLAYLIST
“Shards of furious beauty take us away. The film ungulfs itself in the unsaid, locked to its young heroine and
her point of view, embracing her discovery of a reality that had always been hidden from her. Jonas
Carpignano explores on-board realism, with a camera that abolish any distance with his character. The film
is at its best when it rubs shoulders with a pure present, as during the splendid opening scene: we find
ourselves immersed in the heart of the family clan, of its workings, its more or less tacit laws, its ties which
gently rise to the surface.”
Mathieu Macheret, LE MONDE
“With humanity and a deep feeling of affection, the director shifts his attention from illegal immigrants to
Roma people, and finally to a 15-year-old girl, to explore with an original angle the families of the
'Ndrangheta, the Calabrian mafia that has now conquered Europe. Tim Curtin photographs in natural light,
making everything look cruelly real, and the camera is always close to the protagonist's face and eyes,
constantly searching and challenged. Compared to Carpignano’s two previous works, A Chiara
demonstrates more work on the writing, with a greater awareness of social (and legal) issues. And in its
critique, there is a greater concession to the fictional aspect of the story.”
Camillo De Marco, CINEUROPA
|
